Denne artikel blev bragt i Annonce Bladet i oktober 2006, billederne er taget i efteråret 2009.


 

80 – 90 glade seniorer dyrker idræt i Roslev

 

Det er tirsdag formiddag. Det er i Roslev. Der bliver stillet op til et spil bob, petangue, gymnastik, kroket eller minigolf – ja der er masser af aktivitet, når op imod 90 seniorer mødes til idræt i Salling Hallen. Da jeg ligger vejen forbi, har kroketspillerne forladt banen, der er heller ingen i hallen, men – i baggrunden hører jeg en snakken, som når mange mennesker er samlet. Jeg går stille hen imod hallens cafeteria, der er fulde huse. En af dagens vigtigste punkter – kaffepausen – er på programmet. Og som Grethe Nielsen udtrykker det, ”det har en enorm stor betydning – med kaffepausen”. Dorthe Pilgård supplerer, ”Vi har et utroligt godt sammenhold. Vi er jo næsten alle startet der, hvor vi ikke kendte ret mange – ja nogle kendte slet ingen, men det kommer man nu hurtigt til”. Midt i kaffen, slår Folke Laursen på glasset, og fortæller ”Jeg skal lige fortælle om denne her – Folke holder en stor pokal frem for de andre – denne pokal vandt vi jo i amtsmesterskaberne i kroket, så vi er faktisk ret skrappe. Jeg syntes flere af jer skal komme om til os og spille kroket, ja det er faktisk helt tosset, at i ikke alle kommer”.

Da kaffepausen er ved at være slut, breder der sig en lystig sang i lokalet. Nogle linier i sangen lyder, ”Glæder du andre, viser det sig, du kan forskønne selv dit eget liv, når du er positiv”. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det da egentlig passer meget godt, på denne flok seniorer. Dorthe og Grete fortæller mig, at de meget gerne ser endnu flere få glæde af de aktiviteter og det sammenhold, der er hver tirsdag i Hallen. Man skal kun betale en 10´er hver gang man møder op, og der er ingen mødetvang. Når der er udendørsaktivitet om sommeren, er det til gengæld gratis at deltage. Udover idrætten arrangeres der en årlig udflugt, som plejer at trække mange deltagere. Julefrokosten er en anden aktivitet, der hver gang trækker næsten alle mand – og kvinder – til fest. Mens vi sidder og snakker, nævner de to tit, at alle er rigtig glade for rammerne i Salling Hallen. Der er altid god betjening, glad personale der altid er parat til en snak.


 
Roslev Idrætsklub | Viumvej 13 | 7870 Roslev | CVR-nr. 27 07 20 11